Gør verden til dit barns klasseværelse


Vi ønsker ikke at overføre den traditionelle skole til den virtuelle verden, men søger ligeledes at nytænke vores børns undervisning.

Eller ring +45 5026 7026 og hør mere

Fremtidens læring

Faciliterende undervisning

Vi tror på, at den gode underviser også forstår at indtage en mere tilbagetrukken rolle, der faciliterer og vejleder i elevens egen udforskning. I en undervisning der inspirerer til undersøgelse og refleksion, hvor læreren, katetret og tavlen ikke længere, altid er klasseværelsets centrum, men eleverne er det.

Projektbaseret læring

I indskolingen søger vi en vekselvirkning mellem leg og en mere traditionel lærerstyret undervisningsform, men som eleverne bliver ældre er det vores ambition at præge undervisningen i en mere elevcentreret og projektbaseret retning. Undervisningen bør kobles til den virkelige verden, og give eleverne mulighed for medbestemmelse.

Samhørighed

Vi ønsker at danne rammerne for et klasserum med få elever, præget af en positiv atmosfære, der giver eleverne virkelyst og motivation for at lære. Ligeledes vægter vi samhørighed højt, og arbejder aktivt for at hver eneste elev føler sig som en værdifuld spiller i fællesskabet. Vores børnesyn er præget af, at vi ser alle børn som skabt lige præcis som de skal være.

Hvordan?



Undervisningen gives i et virtuelt klasserum hvor lærer og elever kan se og høre hinanden. Man tilmelder sig undervisningen som valgfag, hvorefter undervisningen foregår efter et fast skema, og gives i morgen og formiddagstimerne. Vi tror på kvalitet, fremfor kvantitet i undervisningen. Det er vores erfaring at de virtuelle læringsrum kan være bedre til at løfte den faglige læring, med få kvalitative undervisningssessioner, der stemmer mere overens med elevernes opmærksomhedsspændvidde

og uden de praktiske, pædagogiske og logistiske forstyrrelser man oplever i et fysisk klasselokale.

Skoledagen er kort. Det betyder dog ikke at læringen slutter der. Det efterlader nemlig massere tid til elevernes selvstændige arbejde, og ikke mindst massere tid til, at de kan følge deres interesser. Kun fantasien sætter grænser, og pludseligt vil man opdage at barnets klasselokale ikke er begrænset af fire vægge, men er blevet hele den vide verden omkring dem.


Vi opfordrer forældre til at være engagerede, og mener at børns skolegang ikke kun involverer lærere og elever, men i lige så høj grad forældrene. Hjemmeundervisning kan give anledning til en mindre stressende hverdag og ikke mindst styrke båndet mellem barn og forældre.

Fag og priser


Vores fagrække dækker over dansk, matematik, natur/teknologi (fysik, geografi og biologi for udskolingen), engelsk og historie (samfundsfag for udskolingen). Derudover underviser vi eleverne i vores eget fag; entreprenørskab. Udbuddet af fag kan variere alt efter klassetrin.


Man vælger selv hvilke fag man ønsker samt antallet af lektioner og sammensætter således selv sit skema.


Eleverne er som udgangspunkt ikke inddelt i klassetrin, men i mindre hold. Her kan to elever, der f.eks. er alderssvarende til hhv. 4. og 5. klasse godt sammenlæses. Vi mener ikke, at der er noget solidt grundlag for den rigide aldersopdeling, man kender fra traditionelle grundskoler. Vi vil hellere sikre os en fornuftig niveaufordeling, hvor alle elever modtager en undervisning der passer til dem uagtet deres alder. Vi har maks. 6 elever pr. hold, så alle elever kan blive set og hørt. Det er vores erfaring at kvaliteten og udbyttet af undervisningen falder gradvist derefter.

Indskoling


I undervisningen med de yngste elever, svarende til 0.-3.-klasse, søger vi en vekselvirkning imellem traditionel lærerstyret undervisning og læring gennem leg og kreativitet. De arbejder både med fysiske og digitale materialer.


375,- pr. måned for hver ugentlige lektion

Mellemtrin og udskoling


Hos de ældre elever, svarende til 4.-9.-klasse, søger vi at skabe en mere projektbaseret undervisning, hvor elever, i samarbejde med underviseren, i perioder kan have medbestemmelse i egen læring samt udforske på egen hånd.


375,- pr. måned for hver ugentlige lektion

Indmelding


Ønsker du at indmelde et barn skal du booke en tid til en online eller telefonisk samtale. Det er vigtigt for os, at I får svar på alle de spørgsmål I måtte have, og ligeledes er det vigtigt for os at høre lidt om jer og ikke mindst jeres barn, samt om eventuelle ønsker og behov til undervisningen og valgfag med videre. For korte og konkrete henvendelser henviser vi til telefon eller mail.